Mad uden mælk

Bagsideord:                                        
Kogebogen "Mad uden mælk" henvender sig til dig, som ønsker at få hjælp og inspiration til en hverdag helt uden mælkeprodukter.

Opskrifterne er enkle, velsmagende og sunde. Derudover er de lavet med ingredienser, som du kan købe i de fleste dagligvarebutikker.

Jeg har en baggrund inden for ernæring og sundhed og er privat meget begejstret for at kreere og spise god mad. Med det som udgangspunkt, sammenholdt med mine gener forårsaget af mælk og mit ønske om at hjælpe andre i samme situation, har jeg skrevet kogebogen "Mad uden mælk".

Jeg mener, at det skal være nemt at leve et liv uden mælk, og det er dét, jeg ønsker at bidrage til med denne kogebog. Jeg kommer med mit bud på alt fra ris a l'amande til pizza og mange andre gode retter. Jeg holder af udfordringer, så hvis du har et ønske om en ret, jeg skal lave helt uden mælkeprodukter, skal du være velkommen til at skrive til mig.

Held og lykke - og velbekomme

Signe Lykke
www.signelykke.dk

Køb bogen her

Lektørudtalelse:

Anvendelse/målgruppe/niveau:

For folk der ønsker hjælp og inspiration til opskrifter til en hverdag helt uden mælkeprodukter.

Beskrivelse:

Dette er den første kogebog fra forfatterens hånd. Det er en kogebog, hvor alle retter tilberedes uden mælk, og den henvender sig derfor primært til mælkeallergikere. Forfatteren er uddannet ernærings- og husholdningsøkonom samt lægemidelkonsulent. Med sit firma "Signe Lykke næringsrådgivning" giver hun rådgivning og formidling af sundhedsfremmende produkter, fx til apoteker og helsekostforretninger. Kogebogen er en traditionelt opsat kogebog med enkelt beskrevne opskrifter og fotos af den færdige ret (også taget af forfatteren). Bogen indeholder: Dips og puréer, Tilbehør, Bagværk, Supper, Ovn- og gryderetter samt Søde fristelser. Forrest et forord og bagest et alfabetisk register. Alt sammen enkelt og lige til at gå til. For biblioteker er der den ulempe, at bogen har spiralryg og bogens fysiske kvalitet er ikke særlig god. men indholdet virker gennemarbejdet, og både retterne og ingredienserne er velkendte. Kogebogen er udgivet på eget forlag. Se også hendes hjemmeside: signelykke.dk.

Samlet konklusion:

En god lille opskriftsamling for mælkeallergikere og andre med interesse for mad uden mælk.