Kogebogen God og nem VEGANERMAD Inspiration til kødfrie dage

Bagsideord

Quinoa, sojadrik og tofu. Hvordan er det lige, man får de nye ingredienser til
at flytte ind i husholdningen?
Med denne kogebog får du en introduktion til, hvordan du sammensætter en
kost, der både er sundere og mere klimavenlig, og det er ikke spor besværligt.
Tværtimod. Prøv for eksempel min lasagne uden hvede, ost og kød – tro mig, den smager fantastisk!

Venner og naboer, som ofte må stille op til prøvesmagning af mine nyeste eksperimenter,
kalder mig for mad-alkymist. Og sådan kan jeg godt føle mig, når jeg står
i mit køkken og eksperimenterer med at lave kendte dagligdags retter, mens jeg
skifter almindelige ingredienser ud med madvarer, som de fleste - selv allergikere - kan tåle.

Jeg spiser selv overvejende mad fra planteriget og er certificeret blodtype/
genotypevejleder, ernæringsrådgiver og har en lang række
uddannelser inden for kost og ernæring.

Denne kogebog er min fjerde i rækken med opskrifter uden mælk og hvede. I
2011 udkom bogen »Mad uden mælk - fra pizza til ris a l’amande«, i 2012
udgav jeg »Glutenfri mad uden mælk med vegetarvarianter« og i 2014 udkom
»Mad for alle blodtyper - opskrifter fri for gluten, mælk og sukker«.

»Go’ og nem VEGANERMAD Inspiration til kødfrie dage« giver dig
inspiration til simple og velsmagende veganske retter der kan laves hurtigt i
dagligdagen, og så får du en introduktion til de mange nye råvarer og køkkenredskaber
en veganer har i køkkenskufferne.

Velbekomme

Kærlig hilsen
Signe Lykke

Køb bogen her

Go’ og nem veganermad til kødfrie dage

Kort om bogen
Inspiration til kødfrie dage – simple og velsmagende veganske retter til alle, der gerne vil spise vegansk.

Beskrivelse
Bogen indledes med lidt omkring basisråvarer i køkkenet samt forskelle på vegetar og veganer. Der er opskrifter på dips & dressinger, lette retter og tilbehør, brød, supper, middagsretter og søde fristelser. Bagest er der en oversigt over de specielle råvarer, der bruges i bogens opskrifter – ledsaget af fotos – samt alfabetisk register. Opskrifterne er traditionelt beskrevet med ingrediensliste(r) og tilberedningsvejledning. Der er desuden angivet ved hver opskrift, om den er glutenfri eller ej. Forfatteren er bl.a. ernæringsrådgiver og foredragsholder – se mere på www.signelykke.dk

Vurdering
Opskrifterne er forholdsvis enkle og lette at følge. Der bruges forskellige alternativer til mel, sukker osv. , og der er råvareregisteret bagest en god hjælp. Der angives også, hvor ingredienserne kan købes. Der er flotte fotos af retterne i bogen, som giver lyst til at gå i gang med at afprøve dem.

Andre bøger om samme emne
Det er blevet populært som aldrig før, at spise mere grønt og mindre kød. Der er derfor udkommet flere veganerkogebøger i de senere år. Bl.a. Vegansk for alle og Grønskolling. Denne supplerer fint de tidligere bøger om emnet.

Til bibliotekaren
Anbefales til biblioteker i alle størrrelser.